Flyvevåbnets Historiske Samling

En tur gennem magasinerne på Flyvevåbnets Historiske Samling i Gedhus og med Flyvestation Karup som nærmeste nabo er en helt speciel oplevelse. For det første skal man afsætte adskillige timer til turen, hvis den skal foregå i et jævnt og adstadigt tempo uden for mange stop. Hvis man derimod hører til dem, der gerne vil fordybe sig nærmere i nogle af de tusinder af genstande, som magasinerne rummer, så kan der bruges dage på de spændende oplevelser, som de giver mulighed for.

Det er naturligvis ikke meningen, at disse mange spændende genstande, der hver for sig fortæller en del af Flyvevåbnets historie, blot skal blive liggende gemt bort i magasinerne for tid og evighed. Efterhånden som den arbejdskraft, der er til rådighed, giver mulighed for det, skal de sættes i stand og f.eks. indgå i temaudstillinger i Flyvevåbenmuseet eller andre steder. Men indtil det kan ske, vil vi i den kommende tid gå ind og kigge nærmere på flest muligt af de mange genstande, og vi vil bringe billederne af dem her på hjemmesiden, og ikke mindst vil vi lade
FLYHIS' leder Lars Søe-Jensen (SØE) fortælle
så meget af historien bag dem, som han nu kender til - og det er faktisk rigtig meget. Men dette skal også ses som en opfordring til
enhver, som ud fra deres egne oplevelser og erfaringer kan supplere SØEs beretninger, til at
kontakte hjemmesidens webmaster og fortælle, hvad de ved, og det må meget gerne ske pr. e-mail til adressen
aalbaek@pc.dk

Vi vil så - med tak for hjælpen - bringe disse
supplerende oplysninger her på siden.

SØE fortæller

I det følgende kan der læses om:

  Støvler
Luftbåret støvsuger fra "Den Kolde Krig"
DELMAR skydemål      Apropos DELMAR
   Våbenpyloner til T-17
   Dronerne
   Et motorfund
"Gunpod-jig"
   Propeldrevet redningsbåd
   En kold næse
   Fuglekanoner
   Karikaturtegninger
KN K. Willumsens logbøger
   Gallauniform
   Kong Knuds Hjelm
   Det store maleri af Hangar 6 på Flyvestation Værløse
Fra film til DVD
   "Vis sikkerhedssind"
   Grønlandsk moskusokse
   Tysk maleri fra Vestkysten
   Ginge brandsprøjte
   Fabriksmodeller
   Iranske F-16
   På forkant med historien
   Køretøjer

Støvler

Jævnligt dukker der nye og spændende ting op i Flyvevåbnets Historiske Samling (FLYHIS).
Det gælder f.eks. dette par støvler, som var standard for Spitfire-piloter under WWII. Og de blev desuden brugt i Flyvevåbnet ved flyvning med Spitfire og Meteor i årene op til 1956.
Herunder er det et stemningsbillede fra ESK 723 på Flyvestation Karup hvor FL.N.H.Petersen (i midten) står ved marketenderivognen med et par støvler af netop denne type.

Og en af dem, der har kunnet nikke genkendende til støvlerne, er pensioneret major Oluf Eriksen, for hvem det var det foretrukne fodtøj i hans aktive år som Meteor-pilot.
I dag er han som sagsbehandler en af de aktive i gruppen ved Flyvevåbnets Historiske Samling.

Til top

Luftbåret støvsuger fra ”Den Kolde Krig”

Det, vi står ved her, er en ting, der længe irriterede mig frygteligt, efter at jeg havde overtaget Flyvevåbnets Historiske Samling. Jeg kunne nemlig ikke rigtigt finde ud af, hvad pokker det var for noget. Jeg kunne selvfølgelig godt se, at det var en droptank til en RF-84, fordi den har den dueblå og olivengrønne farve; men den havde en helt forkert snude. Når man kigger på den snude, så minder den mest om en støvsuger, og det passede slet ikke ind i min opfattelse af, hvad der hørte til en RF-84’ers opgaver.
               Men så en dag kom der en gammel Karup-tekniker forbi, og han kunne fortælle, at ”den dér, den kender jeg da udmærket godt.” Og så fortalte han, at da Den Kolde Krig for alvor kørte i højeste gear, da havde man her på Flyvestation Karup modificeret denne her tank, så den kunne hænges op under en F-100. Sagen var nemlig den, at russerne jævnligt havde det med at drille danskerne ved at flyve frem i Østersøen og så hælde en omgang af det såkaldte chaff ud, og når det dalede ned, så så det grangiveligt ud, som om der var tusinder af fly på vej for at angribe. Men på et tidspunkt blev russerne endnu mere avancerede, og i stedet for det traditionelle chaff så hældte de sådan noget aerosol-agtigt ud baseret på noget aluminiumspulver. Men nu var amerikanerne jo også med inde i billedet, og de kunne godt tænke sig at finde ud af, hvad det var for noget pulver, russerne hældte ud, og derfor fik danskerne som opgave i NATO at have en F-100 stående klar med denne her kæmpe-”støvsuger” under vingerne, og når så russerne havde dumpet noget af det der chaff i pulverform derude, så drønede man ud med denne F-100 og fløj ud og ind i den der sky af pulver, fordi der ude i forenden af tanken var ligesom en Hoover-støvsuger, som kunne suge noget af pulveret til sig, og det blev så siet fra og samlet i en aluminiumsflaske bagest i tanken. Når så flyet var tilbage på Karup, så var der nogle teknikere, som omgående pillede flasken ud af tanken, og den blev hurtigt bragt om bord i en T-33, som fløj ned til den amerikanske base i Ramstein i Tyskland. Dér hvor de havde nogle store laboratorier, hvor det blev analyseret, hvad det var for en slags pulver.
               Nu kan man jo så prøve at lægge kroner og ører sammen og regne ud på, hvad det har kostet at få fat på sådan noget pulver og få det analyseret.
               Og så er der i øvrigt en rigtig morsom tilføjelse til den historie. For nogen tid efter at jeg havde haft besøg af Karup-teknikeren, som kunne fortælle, hvad det er, vi har liggende, så havde jeg endnu et besøg – denne gang af en mand, som i dag er oberst. Da vi kom forbi den gamle RF-84 droptank, stoppede han op og fortalte, at da han for mange år siden var pladesmedelærling ovre på Hovedværksted Karup, da var han faktisk blevet sat til at banke snude op på netop den tank. Da kaldte de det en ”Tuborg-kapsel”.
               Sådan føjer der sig med tiden den ene historie til den anden om forskellige af de mange effekter, som vi har liggende her, og det her er altså historien om tanken, der havde irriteret mig temmelig længe.

En ganske almindelig RF-84 droptank med en helt ualmindelig snude. Den var længe en kilde til irritation - for hvorfor ser den ud, som den gør?

Også tankens bagende var helt usædvanlig med adgang til et magasin, hvor en specielt konstrueret aluminiumsflaske kunne anbringes - men til hvilket formål?

Forklaringen på tanken gav samtidig forklaring på to kufferter, som også ligger i samlingen, og som indeholder de aluminiumsflasker, som det russiske pulver blev opsamlet i og fløjet til Ramstein.

Til top

DELMAR skydemål

En vigtig opgave for et kampfly er jo at kunne skyde og ramme. Det skal trænes, og til det formål må man have noget at skyde efter. Det er ikke noget problem, når det drejer sig om mål på jorden; men det er helt anderledes, når det gælder luft-til-luft. Til det formål har man gennem tiderne brugt forskellige former for mål, og et af dem var det såkaldte DELMAR skydemål, som samlingen har et par eksemplarer af.
               DELMAR skyldemålet ligner mest af alt en bombe; men det er lavet af flamingo. Det blev ophængt sammen med et spil under en T-33, en F-84 eller en C-130. På spillet var der en lang, tynd stålwire, og forankret i den kunne skydemålet så fires så langt bagud fra flyet, at det var i sikkerhed, når der blev skudt med kanoner eller maskingeværer efter målet.
               Vi havde længe haft et par kasser stående med spil til DELMAR skydemål; men der manglede de egentlige mål, og så var det hele jo sådan set ikke så meget værd. Så en dag kom jeg kørende oppe på Flyvestation Aalborg, dér hvor Jægerkorpset holder til. Og dér blev jeg opmærksom på nogle mærkelige røde ”bomber”, der bare lå og flød, og da jeg kørte hen for at kigge nærmere på dem, viste det sig, at det var sådan et par DELMAR-”bomber”. Jeg forestiller mig, at de i Jægerkorpset er blevet brugt som attrapper i forbindelse med øvelser i ammunitionsrydning. De er jo på størrelse med en tusind kilos bombe, men fordi de er af flamingo, er de jo rimeligt nemme at slæbe rundt med til øvelsesformål. Jeg fik med det samme fat i de rigtige folk fra Jægerkorpset og fik lov til at tage dem med hjem. Desværre var de temmelig smadrede, men det morsomme var så, at kort tid efter var jeg ovre på Tøjhusmuseet, som nu hedder Statens Forsvarshistoriske Museum (SFM). Ude i et af depoterne faldt jeg pludselig over en sort DELMAR-”bombe”, som var helt komplet, og det er nu aftalt med SFM, at jeg får den herover, og det er så meningen at sætte hele systemet op i forbindelse med et af flyene på museet i Stauning, så vi kan vise, hvordan det har fungeret i ”gamle dage”.
               Det er lidt sjovt, når man på den måde kan få dele af en større helhed samlet sammen forskellige steder fra og blive i stand til at præsentere det netop som en helhed.

Apropos DELMARE

Blandt dem, der har læst ovenstående omtale af DELMARE slæbemålene, er tidligere pilot i
Flyvevåbnet Finn Sylvest Jensen med pilotnavnet FIN. Det fik ham til at sende nedenstående beretning:

I 1962 var jeg med på Wheelus Air Base i Libyen, da vi var dernede med F-86 eskadrillerne for at skyde med Sidewinder efter DELMARE-mål, som blev trukket af T-33 fly, og jeg havde endda fornøjelsen af at være den første pilot, der blev skudt en Sidewinder raket efter - formodentlig fordi jeg var den yngste.
   Jeg husker, at jeg spurgte teknikerne om, hvad der skete, såfremt flares på målet slukkede, før raketten ramte. Jeg havde jo 650 graders varme i bagende af min T-33. Svaret var, at raketten ville eksplodere 500 meter, før den ramte mit fly. De sagde, at det stod i bogen. Og det var jo rart at vide.
   På den pågældende tur havde jeg en højerestående officer i bagsædet - han skulle have lidt flyvetid og havde været med før på de normale skydninger. Men han gik fuldstændig i panik, da han hørte, hvad der skulle foregå, og da F-86 piloten meldte, at Sidewinder'en var af sted, trak han gashåndtaget i idle og lagde 45 graders bank på flyveren.
   Jeg måtte jo straks tage kontrollen, for vi skulle jo ikke risikere at knække den tynde wire, og vi skulle gerne have Delmaren med tilbage i sin kurv under venstre vinge. Dette var ofte en svær manøvre, da et pludseligt ryk kunne knække wiren, og der var fare for, at den kunne ramme halen på flyveren.
   Om aftenen på denne dag holdt eskadrillen en stor parade, hvor jeg fik udleveret et meget fint stykke papir, hvor jeg blev udnævnt til NR. 1 i denne fine klub. Sådan et er der jo ikke andre, der har. Så dette er et kært minde for mig, og det får ofte mine tanker til at gå tilbage på de gode år, jeg havde i Flyvevåbnet - tre i ESK 724 og fem i Træningsflighten.

Til top

Øverst ses T-17 "i tidernes morgen", da man eksperimenterede med at bevæbne flyet.

Og derunder SØE med en af samlingens pyloner.

Våbenpyloner til T-17

For nogen tid siden blev jeg kontaktet af en forsyner ude fra O-afdelingen på Flyvestation Karup, som har Stationsflighten og Flyveskolen under sig. Han fortalte, at de havde nogle pyloner liggende til T-17. Det lurede jeg lidt på; men jeg kørte naturligvis ud på Flyveskolen og hentede dem. Det viste sig at være nogle pyloner, som gjorde det muligt at montere raketter på T-17.
               Det er nok de færreste, der ved, at man i tidernes morgen – altså i årene efter 1976, da T-17 kom til Danmark – lavede forsøg her i landet med at udruste T-17 som et let støttefly, eller hvad sådan noget har været kaldt dengang. Men det har jo sandsynligvis været nogle pyloner i den stil, at den legendariske von Rosen fløj med i sin tid i Biafra.
               Og nu har vi altså pylonerne, så den dag, da man udfaser T-17, og vi forhåbentlig får en af dem til museet i Stauning, så kan vi altså præsentere bl.a. den mulighed i forbindelse med flyet, at man har kunnet hænge nogle - vistnok 75” - raketter op under vingerne. Jeg regner med, at vi på et eller andet tidspunkt også får de tilhørende MATINS (materielinstruktioner), så vi præcist kan se, hvordan det skal gøres.
               Men her og nu er det helt afgørende for mig, at vi får mest muligt hentet hjem, inden det ryger til den store skrothandler og dermed vil være tabt for evigt, for det er sådan noget, der virkelig vil kunne fortælle en historie senere hen.

Til top

Dronerne

Det, som vi står ved her, er jo en drone, altså et ubemandet fly, og den kommer oppe fra Søværnets Artilleriskole på Sjællands Odde. Men når vi har den her, så hænger det sammen med, at også Flyvevåbnet tidligere har anvendt droner i forbindelse uddannelse bl.a. på NIKE og vistnok også på HAWK raketterne. Det er et område, som jeg ikke har nået at sætte mig så meget ind i endnu; men jeg har fået en aftale med chefsergent Bøgild oppe på skolen om, at vi vil prøve at få lavet de forskellige typer af droner, som har været brugt i Forsvaret gennem tiderne. Indtil nu har det ført til, at de på skolen har samlet en gammel drone sammen af dele fra to, som i tidernes morgen stod på Flyvestation Skalstrup, og pensionisterne her på Karup har så arbejdet videre på den og gjort den mere færdig, så vi nu har et helt eksemplar af den første af de droner, der var i Flyvevåbnet. Den er i dag oppe på Hovedværksted Aalborg .
Men den drone, som jeg står ved her, er en mere moderne af slagsen, som de bruger den dag i dag hos Søværnet på deres skole, og det er tanken, at den ad åre skal indgå i en så komplet dronesamling som muligt i en
udstilling på museet i Stauning, som kan

Dronen her er en Banshee 400. Den findes med forskellige motortyper - blandt dem både boxermotorer og stjernemotorer.

fortælle om dronens historie, for et ubemandet fly er jo også en form for fly, og det er noget, som rigtig mange gennem tiderne har skudt efter – det være sig inden for kanon-luftforsvaret eller i HAWK-enhederne. Derfor har dronerne også en skæg historie og hører til i Flyvevåbnets Historiske Samling.

Et motorfund

Den motor, som jeg står ved her, er noget af det, der virkelig gør det skægt at have det job, som jeg har. Den er fundet nede i kælderen ovre i bygning 131 på Værløse, hvor Flymekanikerskolen havde den stående helt inde i et hjørne. Og som man kan se, så er det en gennemskåret Continental-motor af den type, der sad i KZ X og KZ VII, og når man er så heldig at finde sådan noget, der er fuldstændig udstillingsfærdigt med det samme, så er det jo i høj grad noget, der gør opgaven nem, og i det her

tilfælde er det noget, som på en fantastisk fin måde viser, hvordan flymotorer fungerede i tidernes morgen. Det er i øvrigt en af kongstankerne med hensyn til museet i Stauning, at den her motor skal ud sammen med nogle af de andre gennemskårne motorer, som findes i samlingen, så de besøgende kan se, hvordan både stempelmotorer af forskellige typer og radial- og aksial-jetmotorer fungerer, sådan at vi derigennem kan fortælle mest muligt om flymotorernes udvikling og historie.
Lidt ærgerligt i denne forbindelse er det, at man ved, at de på Flymekanikerskolen også har haft en Gipsy Major motor med hængende cylindre; men den kan vi desværre ikke finde, og vi undrer os faktisk lidt over, hvor i alverden den kan være blevet af.
Oppe i Grønland står der p.t. en Pratt & Whitney DC-3 motor, som vi får hjem ved første givne lejlighed. Den var egentlig lavet i stand til udstilling i museet på Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord), men det viste sig, at den er for tung til, at gulvet i museet kan bære den. Nu får så de besøgende i Stauning glæde af den i den kommende udstilling om flymotorer.

Til top

”Gunpod-jig”

Dette her er et af de irritationsmomenter, som jeg en gang imellem er stødt på her i samlingen, ganske enkelt fordi ingen af os anede, hvad det var. Men man skal aldrig smide noget ud, som man ikke ved hvad er. Og i det her tilfælde fik jeg at vide, hvad det er, da en gammel tekniker fra Skrydstrup var med herinde. Han kunne nemlig fortælle, at det er et apparat, som blev brugt til Hawker Hunter.
Hunteren var en interceptor, som kun kunne bruges til forsvar mod andre fly. De kunne altså ikke smide nogen form for bomber mod jordmål. Men den havde fire stk. maskinkanoner i noget, der hed en gunpod, altså en samlet enhed med disse fire 30 mm Aden kanoner hver med 150 skud. Og for hurtigt at kunne gøre en Hunter klar efter en mission, så havde man nogle ekstra gunpods, som kunne være ladet op med ny ammunition. Når flyet så landede og var løbet tør for brændstof og ammunition, så kunne man hurtigt tanke det op igen, og samtidig kørte man dette

specielle apparat ind under flyet, og ved hjælp af de fire spil, som også kan ses på billedet t.v., kunne man hejse gunpoden ned og køre den ud for derefter at køre en opladet gunpod ind og hejse den op på plads i i bugen på flyet. Det betød en meget hurtig klargøring til en ny mission.
Så er der det morsomme i den her forbindelse, at jeg havde faktisk længe gået og set efter, om man ikke kunne finde sådan en gunpod et eller andet sted. Det ville jo være fint at kunne vise det samlede udstyr i forbindelse med Hunteren på Flyvevåbenmuseet i Stauning. Vi har desværre ikke nogen dansk film, der kunne vise, hvordan det er blevet brugt, men vi har fået fat i en argentinsk film, der viser, hvordan man lader et fly op. Og så skete der det, at jeg i et af magasinerne på Statens Forsvarshistoriske Museum (det, der tidligere hed Tøjhusmuseet) fandt en gunpod, så nu kan vi få hele udstyret til Stauning, og ved hjælp af den argentinske film kan vi på en skærm ved siden af vise, hvordan det er blevet brugt.

På billedet her fra museet i Stauning ses placeringen af de fire maskinkanoner i Hunterens bug.

Til top

Propeldrevet redningsbåd

Hvem skulle tro, at vi her i Danmark har noget tilsvarende som Everglades i Florida. I hvert fald har vi haft hele to fartøjer som dem, der bruges i de lavvandede og sumpede Everglades-områder. Og det ene af disse fartøjer, det ligger nu her – fuldstændig fladbundet og med en propel agter til at skabe fremdriften.
De to fartøjer har været i tjeneste ved Brand- og Redningstjenesten på FSN Aalborg og på Avnø, og meningen med dem var, at de skulle sættes ind i redningsarbejdet, hvis et fly skulle forulykke i vandet ud for de to flyvestationer, hvor der er så lavvandet, at man ikke kan sejle ind med en båd med en almindelig påhængsmotor.
Båden her komme fra Avnø, og den har været en tur hos

pensionisterne på Værløse, hvor de pillede motoren af, fordi den var gået i
stykker. Desværre nåede de ikke at få sat den i stand, inden de måtte lukke ned på Værløse; men netop nu er den på en ungdomsskole i Randers, hvor de vil prøve at renovere den, og målet er atter at få den helt funktionsdygtig, så vi kan få båden ud og sejle enten på Kragesøen her ved flyvestationen eller evt. på Ringkøbing Fjord. For det kan da blive virkelig spændende at opleve, hvordan sådan en båd egentlig virker. Og under alle omstændigheder skal den naturligvis shines op til udstilling.
Båden er oprindeligt bygget i Sverige. Det fremgår af en plade, der sidder på "instrumentbrættet, og som fortæller om det svenske byggested, og at det er byggenummer 63. Og den omdrejningstæller, der er i den, stammer fra en Folkevogn.
I øvrigt havde man allerede før krigen en slags forgænger for denne redningsbåd på Avnø, fordi det var en nødvendighed, hvis man skulle redde folk ind fra det lavvandede område i Avnø Fjord. Denne forgænger var baseret på nogle pontoner fra en HM VIII, men den eksisterer desværre ikke længere.

Til top

En kold næse

Her er det så, at Piet van Deurs ville sige: ”Hvad er dog denne mærkelige genstand?” Og det kan man jo så stå og lure lidt på. Men hvad de færreste ved, er, at det i virkeligheden er spidsen af en svensk S35E, der blev anskaffet til kannibalisering af reservedele i 1980. Men når man kigger nedenunder, opdager man, at der sidder en køleskabskompressor, og så er det jo altså, at man spørger: ”Hvad er den dybere mening?”
Og i virkeligheden er meningen ganske enkel. For det er simpelthen et lidt utraditionelt køleskab, som man havde i messen i ESK 729 til at holde diverse drikkevarer kolde – nok ikke så meget sodavand, men snarere øl. Og der er ingen tvivl om, at denne kolde næse har oplevet lidt af hvert ved diverse fester gennem en årrække.
Vi har ikke fået den afprøvet endnu, men den skulle faktisk kunne fungere, og det er jo altså lidt af et kuriosum, som det er meget skægt at have stående til brug ved særlige lejligheder.

Til top

Fuglekanoner

Her højt til vejrs har vi stående noget, som mest ligner nogle mærkelige trompethorn af en eller anden slags, og som med en hel del andre af de mange ting, vi har stående, så gik jeg faktisk længe og spekulerede over, hvad det mon egentlig kunne være. Men også her fik jeg på et tidspunkt forklaringen af en gammel tekniker. Han kunne referere til, at problemet med fugle og jetfly, som vi senest er blevet præsenteret for på så dramatisk måde i forbindelse med nødlandingen på Hudson floden i New York, jo ingenlunde er af ny dato. Det har været kendt næsten lige så længe, som jetmotoren har eksisteret, og i de tidlige år søgte man at begrænse det ved hjælp af disse rør, som blev stillet op for enderne af startbanerne. De var så forbundet med en gasflaske, og fra den blev der med mellemrum lukket en portion gas ind i rørene og antændt med en eksplosion til følge, som kunne jage fuglene i området væk.
Vi har seks styk stående i containeren deroppe; men da vi vel ikke skal bruge mere end to, er de resterende nok noget af det, der på et eller andet tidspunkt vil blive sendt til skrotning.

Til top

Margretheholm

Karikaturtegninger

Her står vi inde i det, vi lidt spøgefuldt kalder for vores ”raritetskabinet”. Betegnelsen skyldes, at her opbevarer vi meget af det, som er virkelige unikaer. Og hvis vi kigger op, så ser vi et af mine yndlingsbilleder, som er en herlig karikaturtegning.
               Det er sådan, at da jeg var i ESK 580 på Værløse, da fik vi en chef, der hed kaptajn Lillelund, som desværre nu er død. Han var typen, der havde et par M-84 bukser; men da han var en lille, tyk mand, så var bukserne skåret af med det resultat, at de sidelommer, som vi andre havde siddende sådan omkring midt på låret, de sad nede ved anklerne på hans bukser. Det så ærlig talt lidt skægt ud.
               Men nu kommer jeg til det væsentlige, for omme bag ved hans skrivebordsstol, dér havde han et billede hængende fra en flyvestation. Det var en karikaturtegning, som skulle forestille en situation fra begyndelsen af 50’erne. Desværre har jeg ikke kunnet finde ud af, hvem der har lavet de tegninger, men for nogle år siden stødte jeg på en, som helt klart var fra samme hånd, og som viser Margretheholm. Nogen tid senere skulle jeg rydde et rum nede i administrationsbygningens kælder i lufthavnen i Roskilde, hvor der lå en hel bunke instrumenter. Og dér faldt jeg så lige pludselig over en tegning i helt den samme streg, men hvor inspirationen var hentet i Kastrup Lufthavn, hvor alle F-84’erne blev modtaget og klargjort af SAS.
               Alt tyder altså på, at der kan være lavet flere af disse karikaturtegninger med forskellige motiver, og hvis nogen skulle have kendskab til, hvor der findes andre tegninger i denne herlige streg, så må man meget gerne tage kontakt til FLYHIS, for specielt den fra flyvestationen, som hang bag Lillelunds stol, kunne jeg utrolig godt tænke mig at få med i samlingen. Jeg har haft kontakt med ham, der fulgte efter Lillelund på chefposten, men han kunne desværre kun fortælle, at han aldrig har set tegningen.

Kastrup

Til top

KN K. Willumsens logbøger

I september 1966 var der næppe nogen dansker, som ikke kendte til den fantastiske indsats, som Redningseskadrille 722 ydede i forbindelse med færgen ”Skagerak” s forlis, en indsats, der blev ledes at KN K. Willumsen.
               For nogen tid siden fik jeg gennem Orla Gravesen kendskab til, at Willumsen var død, og at hans enke havde en del ting liggende fra hans tid i Flyvevåbnet, som hun eventuelt ville skænke til FLYHIS. Orla Gravesen er i dag pensionist og en af de faste medarbejdere her i FLYHIS. Men i en årrække havde han sit virke i Flyvevåbnets Redningscenter i Karup, og dermed havde han en næsten daglig forbindelse med Redningseskadrillen og Willumsen.
               Nu er det sådan, at både Willumsen og jeg kommer fra Farum, og jeg havde allerede fra tidligere haft lidt forbindelse til familien. På den baggrund ringede jeg til Willumsens enke og præsenterede mig og spurgte, om det var muligt at få overdraget nogle af hans ting, fordi han jo gennem sin bemærkelsesværdige indsats specielt ved forliset i Nordsøen virkelig blev ret så epokegørende inden for Flyvevåbnets Redningstjeneste. Jeg fik det svar fra hans enke, at jeg var velkommen til at komme forbi en dag og hente de ting, som hun havde lagt til side af Willumsens ejendele. Og det var som at få en appelsin i turbanen, for blandt disse ting var hans originale logbøger, der bl.a. viser, at han var den eneste pilot i Flyvevåbnet, som to gange har modtaget Medaljen for Veludført Lufttjeneste, der jo kan betragtes som Flyvevåbnets fineste hædersmedalje.
               Et opslag i logbogen viser, at han den 7. september 1966 i U-279 hang i 6 timer og nogle minutter ude over ”Skagerak”.
               Når jeg tager dette frem, så skal det ikke på nogen måde forklejne nogen af de logbøger, så vi fra tid til anden får også fra andre af Flyvevåbnets piloter; men jeg vil godt have lov til at betragte netop denne logbog her som noget specielt. Men vi har også en hel del andre, og vi er glade for hver eneste af dem.

Til top

Gallauniform

For kort tid siden blev jeg ringet op af Prins Henriks adjudant og sekretær Mogens Christensen, som fortalte, at han under et oprydningsarbejde havde fundet nogle originaltegninger af designeren Margit Brandt. Det var udkast til gallauniformer for Flyvevåbnet, som havde været forelagt for Dronningen i forbindelse med implementeringen af en ny uniform.
Den blev nu ikke helt som Margit Brandt havde foreslået, og det fremgår tydeligt af den prototype, som blev syet, og som vi har hængende. Men også den blev der ændret en hel del ved, før den endelige udgave blev godkendt.

Det er altså en prototype, vi har hængende, og når vi har den her, så skyldes det, at der blev ringet inde fra C.L. Seifert i København, som er en virksomhed, der har specialiseret sig i at fremstille gallauniformer eller – som de kalder dem hos Seifert – selskabsuniformer foruden stort set alle former for tilbehør til uniformer. Manden, der ringede fra Seifert, fortalte, at de havde den her prototype hændende, og den kunne de sådan set ikke bruge til noget. Men nu havde de hørt, at der er noget, der hedder Flyvevåbnets Historiske Samling, og derfor ville han høre, om vi eventuelt her var interesseret i at få den over. Det resulterede i, at næste gang jeg var i København, så var jeg en tur inde hos Seifert og fik den med.
Når den aldrig var blevet godkendt, så fortælles det, at det har sammenhæng med, at da den blev præsenteret for Dronningen, bemærkede hun straks, at værnsmærkerne – ligesom i øvrigt på Margit Brandts tegninger – sad på kravespejlene, og Dronningen skal have påpeget, at den seneste gang man havde set den anbringelse af værnsmærker på uniformer her i landet, var i tiden efter den 9. april 1940, hvor der de næste fem år var en hel del ikke specielt velkomne personer, der bar deres værnsmærker på den måde. Så det ville ikke være særlig smart at efterligne det, og hvis man ser på vore dages gallauniformer, så vil da også kunne bemærke, at mærkerne har fået en anden anbringelse.

Der var også lavet udkast til hovedbeklædning, endda i hele tre udformninger. Spidshuen med flyvervingen placeret foran har jeg aldrig set i brug. Derimod har jeg en enkelt gang set, at den tidligere chef for FTK, GM Rosgaard har brugt ”sovsekanden” midt i billedet. Men det er min opfattelse – uden at jeg har noget egentligt belæg for det - at forholdsvis hurtigt efter er man i Flyvevåbnet mere eller mindre officielt blevet enige om, at det er den sorte gallakasket til venstre, at man bruger ved de højtidelige lejligheder. ”Sovsekanden” giver nok lidt for meget mindelse om ”Admiralen fra Pinnafore”.

Til top

Kong Knuds hjelm

Hjelmen her er den første hårde hjelm, der var i det danske flyvevåben. Indtil da havde man fløjet med læderhjelme – også når man fløj jetjager. Men så skete der det, at i 1952 var der en amerikanske Skyraider jager, som nødlandede i Vestjylland. Den senere general og forsvarschef Knud Jørgensen – af mange bedre kendt som ”Kong Knud” – var på det tidspunkt O-officer på FSN Karup, og han sørgede for at få sendt nogle mænner ud, som fik pillet vingerne af flyet og derefter fik det hele bjærget hjem til Karup, hvor den blev sat i flyvedygtig stand igen. Og i taknemlighed for det overdrog den amerikanske pilot sin hårde hjelm, som de åbenbart allerede på det tidspunkt fløj med i USA, til Knud Jørgensen, der selvfølgelig fik den bemalet. Og hvis man kigger på fronten af hjelmen, så kan man se Kong Knud siddende på tronstolen. På den ene side er der så eskadrillemærket, og på den anden side står der ”Mach Buster”, hvilket betyder, at hjelmen og den første ejer allerede på det tidspunkt havde været en tur gennem lydmuren.
Hjelmen i den udformning blev aldrig standard i det danske flyvevåben, hvilket jo fremgår af alle de forskellige eksemplarer, som kan ses på reolen bag SØE på billedet herover, og som ikke repræsenterer skiftende moder, men derimod de stadige teknologiske fremskridt.

Til top

Maleriet her har hængt på FMK's hovedværksted på Flyvestation Værløse, fortæller SØE. Da værkstedet for nogle år siden stod foran lukning, var jeg naturligvis ude efter at få fat på maleriet med henblik på, at det skulle hænges op på det dengang kommende Flyvevåbenmuseum i Stauning.
     Det var var nu ikke helt ligetil. Først måtte jeg nemlig have fat i fagforeningen, fordi det i sin tid var den, der havde betalt for at få det udført af en skiltemaler på flyvestationen, der hedder Erik Poulsen. Hans motiv er indgangen til Hangar 6, og det vil være kendt af alle, der gennem årene har været beskæftiget på flyvestationen.
     Jeg fik imidlertid den besked, at maleriet skulle ud og hænge i Forsvarets Materieltjeneste i Ballerup. Der var nemlig givet tilladelse til, at der måtte tages i alt ti genstande med fra det hedengangne FMK til udsmykning i den nye lokaliteter i Ballerup, og en af disse ti genstande skulle være dette maleri. Der kunne altså ikke blive tale om at få det hverken til museet, når det blev klar, eller her til FLYHIS indtil da.
     Maleriet kom altså til det ny FMT i Ballerup, og der hang det i to måneder. Så blev der ringet til mig, fordi der var nogle mennesker, der var begyndt at klistre ting op på det; de havde tydeligt nok ikke forstået at værdsætte det for det, det er, og derfor fik jeg besked på, at jeg kunne komme og hente det. Jeg kørte straks over og fik det læsset om bord i en lastvogn, for det er jo et maleri af ganske betydelige dimensioner. På den måde kom det her til samlingen, men det var på et tidspunkt, hvor museet i Stauning var næsten klar til åbning, og da der jo i første omgang var sagt nej til at få maleriet dertil, var der ikke på det tidspunkt disponeret med en plads derude, hvor det kunne komme til ære og værdighed. Derfor fik det en foreløbig placering her i frokoststuen på FLYHIS i Gedhus; men ved første givne lejlighed skal det naturligvis have sin endelige plads i Flyvevåbenmuseet, så publikum kan få glæde af det.

Til top

Fra film til DVD

Billedet herover kan ses som et eksempel på det gode, der er ved at ske, nemlig at Flyvevåbnets Historiske Samling er ved at blive kendt i flyverkredse ude omkring.
Det er en filmrulle i 8 mm film, og i gamle dage fandtes der noget, der hed "Super 8", og noget andet, der hed "Dobbelt 8". Det er ikke formater, man nogen sinde har brugt i Flyvevåbnet, hvor der altid blev brugt 16 eller 35 mm, og alt, hvad der blev optaget af billeder og film, var i sort/hvid. Der forelå ligefrem et forbud mod at tage farvebilleder i Flyvevåbnet. Men heldigvis er der en masse

piloter og teknikere og andre ansatte iFlyvevåbnet, som ved forskellige lejligheder i 50'erne, 60'erne og 70'erne har været så gode, at de har "sneget" deres egne, private kameraer med ind på flyvestationerne, hvor de har foreviget forskellige motiver og begivenheder i farver.
Filmrullen her er kommet fra en pilot, som i sin tid optog en del film fra ESK 727. Det er med F-100, og det er i farver.

Det, der nu sker med denne og andre film, som kommer, eller allerede er kommet i farver på "Super 8" eller "Dobbelt 8" fra privat hold til FLYHIS, er, at de bliver spillet over på DVD i et anlæg, som vi har fået indrettet, og som ses på billedet herunder. Det betyder, at vi nu kan gemme en masse spændende materiale i elektronisk form på harddiske eller på DVD-skiver. Dermed er bevarelsen af det sikret, og det bliver meget nemmere tilgængeligt end i den nu forældede form på filmstrimler.

Til top

"Vis sikkerhedssind"

De to billeder herover var nogle, som jeg fandt på en væg i Bygning 131 på Værløse - altså på Flyvevåbnets Specialskole, da den blev lukket ned. Jeg syntes, de var utroligt skægge, siger SØE og føjer til, at han elsker sådan nogle gamle plakater og i det hele taget gamle fotos, fordi de meget tit fortæller en god og/eller sjov historie.
Jeg tog dem selvfølgelig med hjem til FLYHIS, fortæller han videre, og da vi på et senere tidspunkt stod og pakkede kasserne ud, kom Samlingens fotograf, J.D.G. Jensen, som styrer hele Samlingens billedarkiv, hen og kiggede med. Så grinede han lidt og sagde: "Lars, prøv lige engang at kigge lidt nærmere på de billeder". Det gjorde jeg, og så kunne jeg jo godt se en ung mand, der sidder og åbner døren på en gammel Opel Olympia. Og det er rent faktisk lige netop JDG, og det er hans private Opel, og billedmontagen blev lavet i 1958, da JDG gjorde tjeneste i Fototjenesten på Flyvestation Karup.
Det næste, der så skete, efter at vi havde kigget lidt på de gamle billeder, var, at JDG gik hen i vores billedarkiv og bladede hurtigt nogle negativer fra Karup igennem, og et øjeblik efter kom han og sagde: "Her har du negativerne til de to billeder på plakaterne".

Til top

Grønlandsk moskusokse

Dette moskusokse-hoved kommer fra Flyvestation Værløse. Det er sådan, at da man stadigvæk troede, at flyvestationen skulle være "morgengaven" i forbindelse med sammenlægningen af Værløse og Farum kommuner, og da Flyvevåbnet derfor skulle helt og aldeles ud derfra, så skulle alt ryddes og derfor også "Jagthytten". I den forbindelse blev jeg en dag ringet op af seniorsergent Mathiesen, som bad mig om at komme derover, for han havde nogle ting fra "Jagthytten", som gennem årene er givet direkte til Flyvestation Værløse, og han syntes ikke, at det var nogen god idé at lade dem blive hængende på væggene, når der fremover ikke længere ville være nogen egentlig bevogtning af området, så kunne de godt være lidt for interessante for folk at få fat i. Jeg tog derover, og Mathiesen havde pakket nogle kasser, hvor der bl.a. var dette moskusokse-hoved og tre dansemasker. Dansemaskerne har jeg ikke længere her i Samlingen, fordi de allerede er "taget i brug" igen som en del af udsmykningen i et lokale i Forsvarskommandoen, hvor der udelukkende er grønlandske genstande. Netop dér syntes man, at disse dansemasker passede utrolig godt.
Men moskusokse-hovedet hænger nu her i Samlingen, og en dag, når der f.eks. skal laves en temaudstilling i Stauning eller et andet sted om Flyvevåbnets indsats i Grønland, så vil det jo være naturligt, at lade det indgå dér. Og det illustrerer jo ganske godt den nære forbindelse, der altid har været specielt mellem Flyvestation Værløse og Grønland.

Til top

Tysk maleri fra Vestkysten

Man skal ikke sige andet, end at det er en alsidig samling, vi har her i Gedhus. Og vi har også kunst på væggene.
     Nu skal jeg ikke kunne udtale mig om, hvor meget eller hvor lidt dette maleri er kunst; men jeg synes selv, at det er utrolig flot.
     Det er igen noget af det, der stammer fra det store oprydningsarbejde på Flyvestation Værløse, og så vidt jeg husker, fandt jeg det oppe ved Officersmessen.
     Først troede jeg, at det "bare" var sådan et eller andet maleri, som i sin tid var anskaffet til at pynte op i messen, hvor det har hængt siden 1945; men det viste sig, at der er en ganske særlig historie bag det.
     Det er nemlig en tysk officer, der har malet det under anden verdenskrig, åbenbart fordi han havde været stationeret ude på Vestkysten, og senere har han så taget det med til Værløse, hvor det blev hængt op i den tyske officersmesse og faktisk fortsat hang der, da vi ryddede op inden lukningen af flyvestationen.
     Det vil altså sige, at selv om man umiddelbart kan mene, at man står og kigger på et ganske almindeligt maleri fra Vestkysten, så har det faktisk også en militær historie.

Til top

Ginge brandsprøjte

Jeg ved godt, at vi ser meget på Flyvestation Værløse i dag; men jeg synes lige, at jeg vil vise de her modelbiler frem. Det er en brandmand på Værløse, som i de ledige timer på sine vagter sad og lavede den komplette brandstation, og hvis man kender en lille smule til brandbiler i Flyvevåbnet, så vil man kunne se, at det er dels en brandstation model 1950/60, da brandbilerne endnu var røde, og dels en model 1980/90, hvor bilerne fik mere militære farver.
Grunden til, at jeg sidder og holder en bestemt model i hænderne, er den, at vi om lidt vil gå over i garagerne, og så vil man kunne se, at vi har faktisk har en fuldskala-udgave af netop denne Ginge brandsprøjte, som vi lige har byttet os til for en J-6'er. Det er nemlig sådan, at den i sin tid blev solgt på auktion til civilt brug, og der var en kørelærer på Viborg-kanten, som købte den og kørte rundt i den, fordi han selv havde været bandmand i Flyvevåbnet for mange år siden. Jeg var så heldig at komme i kontakt med ham, og vi fandt frem til en bytteordning, så han fik en af de J-6'ere, som vi havde nogle stykke af, og som var den typiske Bedford lastvogn i Flyvevåbnet tilbage i 1960'erne.

Og her er så "the real thing".
Den blev ufaset af Flyvevåbnet for ca. 40 år siden, og efter at kørelæreren som nævnt ovenfor havde købt den, kørte han i en årrække rundt til for skellige arrangementer, men derefter fik den lov til at stå på en mark under åben himmel, indtil den så blev hentet herhjem til Samlingen. Det er nu planen, at folk fra pensionistgruppen her på Karup på et eller andet tidspunkt skal i gang med at sætte den i stand, så den forhåbentlig igen engang kan komme ud og rulle.
Hele opbygningen af brandbilen er lavet af Ginge her i Danmark over et importeret chassis, og det er i dag det eneste eksemplar, der er tilbage i verden af den type brandbil.

Fabriksmodeller

Efterhånden har vi også fået samlet en hel del flymodeller sammen, og nogle af dem har deres egen specielle historie.
     De, der er lidt inde i flykending, vil kunne se en lidt sjov ting ved nogle af de modeller, vi har stillet op her. Det er jo sådan, at når flyfabrikanterne vil prøve at sælge et eller andet fly, eller når de bliver bedt om tilbud på en af deres typer, så prøver de at gøre sig nogle tanker om, hvordan disse fly kan komme til at se ud - i dette tilfælde i dansk bemaling - og så får de fremstillet modeller med det udseende, bl.a. for at de kan have noget at give som gaver til dem, der kommer for at se på, hvad det er, de kan tilbyde. Men mange af dem er jo aldrig kommet længere end netop til dette modelstadium.
    Det gælder f.eks. Andover, der er den militære udgave af den britiske Hawker Siddeley HS.748, og som på billedet ses i forgrunden til højre. Den blev aldrig dansk, men vi kan se her, hvordan fabrikanten har forestillet sig, at den ville se ud i Flyvevåbnets bemaling.
     Lidt anderledes forholder det sig med Challenger'en bagest t.v. Den blev jo som bekendt dansk, men den kom aldrig til at se ud, som den canadiske fabrikant Bombardier forestillede sig. Den ville måske nok have set lidt pænere ud i hvidt og sølv som her, end i den musegrå farve, som vi nu kender den.
     Noget heldigere m.h.t. bemalingen har fabrikanten været med sin model af den ny C-130J bagest t.h. Men han har jo også haft den gamle H-udgave at kigge efter.
     Når man så ser på de tre jagertyper, vi har stillet op, så er der forrest F-5 Freedomfighter, som jo aldrig er set i fuld størrelse i det danske flyvevåben. Det samme gælder A-4 Skyhawk; men at den virkelig har været inde i overvejelserne m.h.t. anskaffelse til Danmark, fremgår af et billede, som vi har liggende, og hvor jeg mener, at det er B.V. Larsen (BAV), der står og holder modellen under et besøg hos fabrikanten McDonnel-Douglas. Han har åbenbart været med i den organisation, der skulle afprøve og vurdere mulige nye fly til Flyvevåbnet. Og sidst, men ikke mindst er der så Draken, som vi har modeller af både i denne grønne bemaling og i en sølvfarvet bemaling.
     Alle de fly, der står her, er fabriksmodeller, men i alt i Samlingen har vi 30-35 forskellige fabriksmodeller, og blandt dem er der nogle ret specielle typer som Mirage og meget andet.

Til top

Iransk F-16

Da jeg startede herude i samlingen, fandt jeg blandt så meget andet en plade, der engang havde hængt inde i FTK. På pladen sad fabriksmodeller af F-16 fra de lande, som havde været med til at starte hele F-16 projektet op her i Europa, og det vil jo sige Danmark, Norge, Holland og Belgien samt USA. Under pladen var der et foto af pladen med modellerne, og der var underskrifter af en række generaler. Men på fotoet var der også en model i det iranske flyvevåbens farver, som ikke længere er på pladen. Den har siddet dér, hvor det lille mærke er sat på pladen nederst i midten, som det ses på det lille foto her til venstre. Nu er det så min formodning - men jeg tør ikke helt påstå, at den holder vand - at iranerne faktisk var med til at starte F-16 projektet op i Europa, og at de skulle have været medkøbere på typen; men da shaen blev væltet af Ayatollah Khomeini i 1979, blev alle planer om køb af fly i USA annulleret. Det er nok derfor, at modellen er blevet pillet af pladen, og derfor har vi i dag en fabriksmodel stående af en F-16 i det iranske flyvevåbens farver. Jeg har så selv fremstillet den plade, som den står på i dag, for at den ikke bare skulle havne i en eller anden kasse.

Til top