Aalborg
Det er et kæmpearbejde at slibe sådan et flyskrog ned og gøre det klar til maling.
Den første af de to F-86 på dens endelige plads på Flyvevåbenmuseet i Stauning, hvor den er fotograferet sammen med "flytteholdet" fra Aalborg.
Det kræver både materiel, kræfter og ekspertise, når der skal håndteres et fly som denne F-86 AL-E.
Efter en gennemgribende restaurering hjemme på værkstedet gælder det her transport og opstilling på Forsvars- og Garnisonsmuseet i Aalborg
Gennem de senere år har pensionistgruppen på Flyvestation Aalborg løst mange store og spændende opgaver, og flere venter.
I 2004 modtog gruppen en T-33 Silverstar, som den havde påtaget sig at slibe ned og male med henblik på opstilling som et vartegn ved Flyveskolen på Flyvestation Karup. Der gik et års tid med dette arbejde, og i oktober 2005 var den klar til at få luft under vingerne på en søjle, der blev fremstillet specielt til formålet af et hold smedelærlinge fra EUC Viborg som deres svendeprøve.
Næste projekt gjaldt restaureringen af en F-86 Sabre D, som var bestemt for Forsvars- og Garnisonsmuseet i Aalborg. Dér havde man indtil september 2006 en anden Sabre D, som for nogle år siden var blevet klargjort til udstilling af pensionistgruppen i Skrydstrup. Den var imidlertid bestemt for Flyvevåbenmuseet i Stauning og blev med Aalborg-pensionisternes assistance transporteret dertil. Dernæst gik man så i gang med en anden, som skulle fremstå som et rigtigt "Aalborg-fly", nemlig i de farver, som F-86 bar i sin tid under stationeringen i ESK726 på FSN Aalborg.
Det er denne F-86, der nu er færdig, og som ses på billederne under klargøringen, transporten og opstillingen på Forsvars- og Garnisonsmuseet.
Pensionistgruppen på FSN Aalborg - eller seniorklubben, som den også kalder sig - har sin egen hjemmeside, som kan ses på adressen
Med den "ny" F-86 på plads blandt de øvrige flytyper fra Flyvevåbnet er Forsvars- og Garnisonsmuseet i Aalborg i endnu højere grad blevet et besøg værd.
Flyvevåbnet er jo ikke kun fly, og det er heller ikke kun fly, der bliver arbejdet med i pensionistgrupperne. Her er det en af tidligere tiders Jeeps, der i dag står næsten som ny på Flyvevåbenmuseet ved siden af en Spitfire fra omtrent samme årgang
Endnu et eksempel på de projekter, man har påtaget sig i Aalborg, er istandsættelsen af denne Bukh 403 bugseringstraktor, som i en årrække var en velkendt del af flyvestationernes dagligdag.
Køn er den ikke, denne Meteor T Mk.VII. Men det bliver den. Den er nemlig et af de projekter, der vil blive taget fat på, når tiden tillader det.